Vi elsker vort land, men gør vi det højt nok?

Af PV

Dansk sommer – så bliver det ikke bedre. Sol fra morgen til aften, drivende skyer, isvafler, grillmad, eksamen, feriestemning, nye kartofler, røget fisk og jordbær. I skrivende stund er det Valdemarsdag, og sommeren er på vej tilbage efter et par overskyede dage.

Valdemarsdag var jo den dag, hvor Dannebrog dalede ned fra himmelen og hjalp de kamptrætte danere til mod og kamplyst mod de vantro estere.

Det skete sikkert ikke på den måde, men historien er smuk og en del af vores fælles arv. Jeg er ikke historiker og vil derfor ikke analysere situationen ved Lyndanisse i 1219. Hvordan og hvorledes den sande historie egentlig er om vores nationale flag, har jeg ikke den fjerneste viden om. Blot vil jeg ikke undlade en bekymring for det flag, der næste år kan fejre sit 800-års fødselsdag. Vi har jo oplevet vrede mennesker af forskellig observans fjerne flaget i forbindelse med forskellige fejringer af skræk for, at synet af vores gamle flag kan krænke folk fra området med helt nye nationalflag.

Lige i denne tid er der en masse fodboldinteresserede, der følger med i verdensmesterskaberne i Rusland, men mon ikke de fleste tager en pause for at fejre Sankt Hans, der jo i år falder på en lørdag, så man kan holde grillfest, til solen står op igen – en brøkdel af et sekund senere end dagen før?

Finder de os beredte?

Midsommer, bål, og midsommervise kan ikke skilles ad. Det føles dejligt, når vi står der i samlet flok omkring det tændte bål og synger om, at vi elsker vort land.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands.

Det kan næsten ikke blive mere ment og følt, når vi står der og fejrer midsommeren. Men hvor meget elsker vi egentlig vort land, når det kommer til stykket? Skal hver fjende udefra finde os beredte med sværd i hånd – sværdet er i denne forbindelse ment som en metafor. Vi har rask væk accepteret, at et ukendt antal hundredtusinder fremmede mennesker har bosat sig i vores land helt uden at ville anderkende de fælles spilleregler.

Her i Solrød er antallet til at overse, men ikke desto mindre var kommunens fremmeste personer ved at falde over egne og andres ben for at komme først med milde gaver til fremmede mennesker. Det være sig parcelhuse, det være sig nye cykler til de medbragte børn, mens børnene fra etagebyggerierne må tage sig til takke med, hvad de selv kan skaffe eller det være sig midler til foreninger, der servicerer eller på anden måde hygger om de kommunale gæster. Hver by har sin heks, hvert sogn sine trolde. Ja, det skal jeg love for.

Vil vi have fred eller husfred?

Vi vil fred her til lands. Åh ja, husfred. Det er der jo mange eksempler på. Vi lader glade og gerne landets gæster opføre sig som vanvittige, for vi ved, at hvis adfærden påtales, så bliver der ingen ende på galskaben.

Og ja, freden kan vindes, hvis vores hjerter aldrig bliver tvivlende kolde. Det går helt galt, hvis vi ikke tør tro på, at vi er gode nok, som vi er, og vores kultur ikke trænger til at blive ændret til noget, millioner af mennesker flygter fra.

Vi skal turde tro på, at den måde vi har valgt at indrette vores samfund på, fungerer. Om der ikke er noget, der trænger til at blive lavet om – hellere i går end i morgen? Jo da, og den slags har vi været helt usædvanligt gode til her i landet, så jeg er fortrøstningsfuld.

Der er lagt op til en fantastisk sommer. Meteorologerne har lovet, at det bliver sommeren, der slår alle andre kendte somre. Danmark bliver verdensmestre i fodbold, studenterne får alle som én tårnhøje karakterer, isvaflerne indeholder ikke en eneste kalorie og politikerne vil give sig til at huske, hvad de egentlig blev valgt for.

Glædelig midsommer og glem nu ikke at holde heksene og troldene fra livet med glædesblus.

Brian Mørch

Byråds og Folketingskandidat.

Dansk Folkeparti